onsdag den 7. november 2012

Mere om Albert

At Albert ikke er så klog som jeg nok godt kunne ønske mig, er et uomtvisteligt faktum.

F.eks jager han ethvert tegn på lyspletter. Rammer solen mit ur flipper han helt ud og den stakkels lysplet jages til den opgiver og forsvinder igen :-)
Det kan også være rimeligt vanskeligt at gå ude i haven med en lommelygte - ja gæt selv hvorfor :-)

Hans ubønhørlige og kompromisløse jagt på uskyldige lyspletter resulterede til sidst i, at vi måtte fjerne en af de der gammeldags discokugler (dem med en masse minispejl klistret på en kugle), der hang ude på terrassen i sommer, fordi hans hjerne var ved at bryde sammen på grund af de flere hundrede lyspletter der dukkede op, hver gang solen skinnede og ramte kuglen.


Øjenlysning

Det er et stykke tid siden jeg sidst har skrevet noget her. Ikke fordi der ikke er sket noget - det kan ikke undgås med hunde i huset - men energien har ikke været der og ordene skal jo være til stede i hovedet hvis der skal noget ned i tastaturet. MEN:  Vi har fået overstået øjenlysningen af de tre små.

Bindie, Albert og Annabelle blev stoppet i bilen og af sted drog vi til den flinke dyrlæge, hvor de alle tre blev dryppet i øjnene med noget stads, der får pupillerne til at slappe af.
Ikke fordi det på nogen måde hindrede Annabelle i sine energiske fremfærd. Alt skal undersøges og alle skal hilses på. Hun er den gladeste og mest nysgerrige hund vi nogensinde har haft i huset og det bliver trods alt til nogle stykker med årene. Så når vi har hende med til dyrlægen skal der bare undersøges ting! Og hilses på mennesker! og andre hunde! Og trapper! Stole! Fodersække! Hylder! Nye mennesker! Nye hunde!

Endelig bliver hun lidt træt - ikke meget men i hvert fald lidt træt og skal på skødet hos mig. Der sidder hun længe og troner mens intet forbigår hendes opmærksomhed. De to andre sidder hos Frede og giver et brum fra sig hvis de synes at en hund overskrider privatsfæren.  Der er ikke nogen, der skal komme her - nej.

Endelig bliver det vores tur og vi myldrer ind alle sammen.

Albert vil (naturligvis) ikke - som mors erklærede tøsedreng mener han selv, at de eneste håndspålæggelser, han skal udstå, er venlig kæl og nussen på bryst og bag ørerne. At en fremmede dyrlægemand vil glo ham ind i øjnene er enormt grænseoverskridende for ham og han forsøger alle mulige krumspring krydret med en masse afværgesmaskeri, at kravle op i armene til mig.

Man lærer en hel del om sin hund med sådan en undersøgelse - havde han været aggressiv af natur, havde han forsøgt at bide dyrlægen for at slippe ud af situationen,  men det gjorde han ikke - ikke engang et brum blev det til - i stedet smaskede han det bedste han havde lært, for at fortælle, at han ikke mente noget ondt men at han altså ikke kunne lide det, der skete.

Annabelles tur. Hilse hilse og fandt sig ellers i det hele - garneret med en masse smaskeri.

Bindie/grisen: Har prøvet det før - så der var ikke nogen problemer.

Endelig færdig og flokken kan drage hjem igen, heldigvis alle tre erklæret fri for PRA.



onsdag den 4. juli 2012

First Mate's Pr Albert blev Bedst i Racen både den 30. juni og på hans 1 års fødselsdag den 1. juli 2012 i Rønne. Begge dage med certifikat. Så nu har han 3 certifikater og 3 BIRsejre - ret godt klaret af en hund, der stadig er junior og kun lige fyldt 1 år.

Se flere billeder af turen under 'billeder af hundene'



First Mate's Pr Albert

søndag den 10. juni 2012




Annabelle – en kvæghund.

Optakten til historien er som følger: Køerne (ja vi har køer – store damer på 800 kg og deres afkom i forskellige størrelser af racen charolais – i alt 12 stk dyr) havde brugt det meste af dagen med at bryde ud igen og igen af deres indhegning. Hvorfor ved ingen for de havde masser af græs og vand men ud ville de og ud kom de. Endelig blev Frede færdig med at sikre deres indhegning – troede vi – og kom ind for at hvile ryggen.

Pludselig står hele flokken af køer ude på gårdspladsen! De næste sætninger er ikke egnet til et pænt blad som TN så de er censureret bort men der blev udtalt grimme ord mens gummistøvler og handsker blev trukket på igen igen.

Køerne var i mellemtiden trukket om til deres stald og græsmarken foran stalden og vi får samlet flokken sammen og med Frede og en kornspand foran og jeg bagved med en greb for at drive dem, der ikke lige var samarbejdsvillige gik det stille og roligt derned af mod den mark de skulle være på. Pludselig står Jack, vores airedale han ved siden af Frede - hvor han er kommet fra ved ingen, for han burde sådan set være inde i haven, der er forsvarlig indhegnet, men ud var han kommet og nu stod han ved siden af Frede, der gik i fronten af en hel flok køer.


En af kodamerne med sin kalv.


Jack stod helt stille og betragtede, noget betuttet, hele flokken af kæmpekøer og kalve, der kom imod ham og så vendte han resolut omkring og gik – meget lydigt og trofast– tæt ved siden af Frede hele vejen ned langs stien til et større åbent område hvor marken udvidede sig og der skulle drejes til venstre for at komme ind på den mark køerne skulle ind på.  Marken ligger lige nedenfor vores have.

Pludselig (der er ret mange pludseliger i denne historie) kommer en lille hvid hund, der under normale omstændigheder lyder navnet Annabelle, piskende ned til mig, der stadig gik bagerst og legede kodriver. Det lod til, at der var almindelig enighed blandt vores dyr om, at det var store-udbryderdag den dag..

Annabelle var jubellykkelig over at finde mig ude på marken og synes det hele var vældig sjovt. Køerne var gået i stå og stod og lignede noget, der ikke rigtigt havde lyst til at gå længere, Frede ville have hundene ind i haven i sikkerhed, hvilket var fuldt ud forståeligt, da køer ikke altid er så ufarlige og da slet ikke når de som vores har små kalve. Så han skyndte sig at få Jackie lokket med sig ind, hvilket ikke var så svært – han fulgte frivilligt med – undertiden er Jack ret kyllingeagtig og jeg stod tilbage med en meget ivrig lille hund, der synes det var hyleskægt det hele og piskede rundt om køerne, der slet ikke kunne lide det lille kræ, der for rundt mellem dem og gøede som besat og jeg skreg lige så besat men nok af andre årsager end hende. Så der var en masse skrigeri og enormt mange nerver på.

Jeg var ærligt talt skræmt fra vid og sans.  Køerne kan sparke hende ihjel så let som ingenting og hun er sådan en lille hund. Hun ville slet ikke kunne tåle at blive ramt af de store dyr. Men mit dilemma var, at hvis jeg gik frem for at prøve at indfange hende, ville hun bare betragte det som en yderligere opfordring til at angribe køerne. Så jeg stod stille og håbede bare på, at hun ville komme hen til mig så jeg kunne snuppe hende.

Og så skete det – Annabelle den lille lort på 5 kg fik drevet køer, kvier, tyrekalv og småkalve sammen i en lille samlet flok med kalvene pænt pakket sammen inde i midten og de store med hovederne udad i en klassisk forsvarsposition og hun holdt dem der i et par minutter. Det var et syn jeg aldrig glemmer. En lille hvid hund på 5 kg holdt en flok køer og kalve på en samlet vægt af adskillige tons sammen i bedste fårehundestil og hun holdt dem.

Heldigvis kom Frede i det samme tilbage og fik hende indfanget og båret ind i sikkerhed og vi fik endeligt drevet køerne ind i den fold de skulle være i.

Og Annabelle – hun var vældig stolt af sig selv men jeg synes ikke lige, at det er et passende karrierevalg for hende så det bliver nok og forhåbentligvis både første og sidste gang hun leger kvægdriverhund.
.

Den lille kvægdriverhund Annabelle - her i flyvende fart i sikkerhed i haven.



mandag den 28. maj 2012

Roskilde 5. og 6. maj 2012

Mors lille Albert (First Mate's Pr Albert blev 10 måneder gammel Bedst I Racen  (BOB) med certifikat  5. maj 2012 i Roskilde. Hans søster First Mate's Pr Annabelle blev bedste junior tæve og 3.bedste tæve med reserve cert. 6.maj 2012 også i Roskilde.  Så jeg er stolt.

søndag den 13. maj 2012

Lille Albert

Jeg er ikke meget for det, men jeg må desværre erkende det. Som Alberts "mor" er det en erkendelse, som virkelig er svær at måtte sluge men altså jo, Albert er dum!  Han er sød, rar, kælen og køn - men altså også dum.

Et eksempel. Albert og jeg - sammen med resten af hundekoret (nogen gange når vi skal ud af døren og har låst yderdøren begynder de at synge Wandering Star fra filmen Paint Your Waggons, i forskellige tonelejer lige fra lys sopran til dyb bas - meget smukt og meget vemodigt) er ude i haven.  Måske skal det lige præciseres, at vi ud over Albert har hans søster Annabelle (en lille fiks og kvik tingest), deres biologiske mødrende ophav Bindie (en lidt matroneagtig parsondame i sin bedste alder), Amanda airedaledame fra Holland og hendes bror Jack ligeledes fra Holland.

Nåh men vi er stadig ude i haven allesammen, hundene for at se hvad jeg har tænkt mig at lave og ellers lidt forefaldendt gravearbejde, og jeg for at prøve at sprede årets første gødning til mine elskede rhododendron. Gødningsposen er en 5 kgs pose med organisk gødning i så det er en pæn stor posefuld. Første håndfuld bliver gravet op af posen og smidt ud og Albert kaster sig over det. Næste håndfuld - Albert kaster sig over det - næste håndfuld - Albert kaster sig over det, næste håndfuld........ mon ikke billedet ligesom begynder at tegne sig. Der er rigtig mange håndfulde i sådan en posefuld og lille dumme Albert prøvede at fange hver eneste håndfuld.

Et andet eksempel. Parsons elsker varme og vi har varme i gulvet ude på badeværelset så når nogen skal derud af den ene eller den anden årsag følger de små med og smider sig på gulvet mens de nyder varmen. Når så årsagen til besøget er overstået og man går ud derfra og kalder på de små, dapper de to piger - Annabelle og Bindie - hurtigt med ud. Albert bliver liggende, alternativt smider sig om på ryggen. Han vil bæres.
Da han efterhånden faktisk vejer pænt til - selv for en parsondreng - er bæreriet stoppet for lang tid siden men det er slet ikke gået op for ham endnu, så han bliver liggende, som regel med alle fire stænger lige i vejret,  til trods for både sød tale og lokkende toner. Albert er ligeglad.
Døren bliver lukket og vi andre går videre med det vi nu har planlagt. Albert, der nu er lukket inde på badeværelset venter stadig med stængerne i vejret på at blive båret ud.

Intet sker - Albert bliver liggende, stadig i forventning om, at nogen gider bære ham. 

Stadig ingen reaktion - Albert begynder nu at skæve hen mod badeværelsesdøren med det lønlige håb, at bare en eller anden gider komme og bære ham ud, jeg har stået udenfor badeværelsesvinduet og luret på ham, derfor ved jeg det :-) - stadig ingen, der gider bære ham.

Til sidst kommer der et forsigtigt piv fra ham: Moar! vil du ikke godt komme og hente mig-agtigt.

Han har også en sær ide med at hoppe op i vores badekar og så sidder han ellers der og troner. Meget længe. Bare sidder og ser venligt interesseret ud mens han sidder i badekarret. Jeg ved ikke altid, hvad der foregår i hovedet på ham.



Han har også et temmeligt opblæst ego - hvilket vi fik konstateret sidst vi var på udstilling med ham og søsteren i Roskilde. Albert mente, at han sagtens kunne banke en hel flok kæmpestore molosser, der enkeltvis vejer 10 gange så meget som ham selv.  Det synes vi ikke var nogen god ide.