søndag den 13. maj 2012

Lille Albert

Jeg er ikke meget for det, men jeg må desværre erkende det. Som Alberts "mor" er det en erkendelse, som virkelig er svær at måtte sluge men altså jo, Albert er dum!  Han er sød, rar, kælen og køn - men altså også dum.

Et eksempel. Albert og jeg - sammen med resten af hundekoret (nogen gange når vi skal ud af døren og har låst yderdøren begynder de at synge Wandering Star fra filmen Paint Your Waggons, i forskellige tonelejer lige fra lys sopran til dyb bas - meget smukt og meget vemodigt) er ude i haven.  Måske skal det lige præciseres, at vi ud over Albert har hans søster Annabelle (en lille fiks og kvik tingest), deres biologiske mødrende ophav Bindie (en lidt matroneagtig parsondame i sin bedste alder), Amanda airedaledame fra Holland og hendes bror Jack ligeledes fra Holland.

Nåh men vi er stadig ude i haven allesammen, hundene for at se hvad jeg har tænkt mig at lave og ellers lidt forefaldendt gravearbejde, og jeg for at prøve at sprede årets første gødning til mine elskede rhododendron. Gødningsposen er en 5 kgs pose med organisk gødning i så det er en pæn stor posefuld. Første håndfuld bliver gravet op af posen og smidt ud og Albert kaster sig over det. Næste håndfuld - Albert kaster sig over det - næste håndfuld - Albert kaster sig over det, næste håndfuld........ mon ikke billedet ligesom begynder at tegne sig. Der er rigtig mange håndfulde i sådan en posefuld og lille dumme Albert prøvede at fange hver eneste håndfuld.

Et andet eksempel. Parsons elsker varme og vi har varme i gulvet ude på badeværelset så når nogen skal derud af den ene eller den anden årsag følger de små med og smider sig på gulvet mens de nyder varmen. Når så årsagen til besøget er overstået og man går ud derfra og kalder på de små, dapper de to piger - Annabelle og Bindie - hurtigt med ud. Albert bliver liggende, alternativt smider sig om på ryggen. Han vil bæres.
Da han efterhånden faktisk vejer pænt til - selv for en parsondreng - er bæreriet stoppet for lang tid siden men det er slet ikke gået op for ham endnu, så han bliver liggende, som regel med alle fire stænger lige i vejret,  til trods for både sød tale og lokkende toner. Albert er ligeglad.
Døren bliver lukket og vi andre går videre med det vi nu har planlagt. Albert, der nu er lukket inde på badeværelset venter stadig med stængerne i vejret på at blive båret ud.

Intet sker - Albert bliver liggende, stadig i forventning om, at nogen gider bære ham. 

Stadig ingen reaktion - Albert begynder nu at skæve hen mod badeværelsesdøren med det lønlige håb, at bare en eller anden gider komme og bære ham ud, jeg har stået udenfor badeværelsesvinduet og luret på ham, derfor ved jeg det :-) - stadig ingen, der gider bære ham.

Til sidst kommer der et forsigtigt piv fra ham: Moar! vil du ikke godt komme og hente mig-agtigt.

Han har også en sær ide med at hoppe op i vores badekar og så sidder han ellers der og troner. Meget længe. Bare sidder og ser venligt interesseret ud mens han sidder i badekarret. Jeg ved ikke altid, hvad der foregår i hovedet på ham.



Han har også et temmeligt opblæst ego - hvilket vi fik konstateret sidst vi var på udstilling med ham og søsteren i Roskilde. Albert mente, at han sagtens kunne banke en hel flok kæmpestore molosser, der enkeltvis vejer 10 gange så meget som ham selv.  Det synes vi ikke var nogen god ide.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar