Parson Russell Terrier.

Parson Russell Terrier.

At beskrive en parson russell terrier er ikke nemt – for hvordan skal man kunne beskrive med ord en hund, der både er stor og lille, blid og fyldt med eksplosiv terriertemperament, kontaktsøgende og udadfarende, en hund fyldt med modsætninger og alligevel så utrolig harmonisk af krop og sind.

Jeg vil ikke her komme ind på standarden, for den kan læses andre steder, alt det med højde, drøjde, farver, pels og så videre. Nej, denne beskrivelse vil helt og aldeles gå på min egen opfattelse af en fantastisk lille hund, der er så charmerende og umådelig almindelig at se på og så umådelig køn lille hund. En parson er ærlig, forstået på den måde, at der absolut intet outreret, overstylet eller på anden måde overavlet er ved den. Den har et kønt lille ansigt, nem og handy krop og en nem pels, der bare skal (hvis den er ruhåret) trimmes en gang i mellem – det er så nemt at alle kan lære det og gøre det i løbet af en time eller to. Det er der ingen ben i.

For tre år siden blev jeg ejer af Grisen. Grisen kom ind i vores liv fordi min datter en dag kom ind til min mand og mig og udtalte, at nu ville hun også have en hund, som hun kunne udstille. Nej, det skulle ikke være en airedale (som vi ellers havde opdrættet og udstillet i 20 år) – det skulle være en mindre hund, som hun kunne klare.

Jeg behøver vel ikke at sige, at min mand og jeg var rystet i vores inderste sjæl.

En anden hunderace end airedaler……. totalt uhørt. Jamen lille skat, vi har jo airedaler her i huset…. .

Barnet insisterede.

Okay – dybt resignerende gik vi i gang med at søge efter en lille hund. Barnet havde jo ret – en airedale gider altså ikke altid og slet ikke, hvis handleren er et barn. Vi kunne godt huske den gang da hun skulle prøve i barn og hund med Emil. Det var ikke nogen ubetinget succes, heller ikke nogen betinget…. faktisk slet ikke nogen succes overhovedet. Så vi søgte og søgte – var omkring forskellige racer men ingen af dem var HUNDEN.

Så kom vi på udstilling igen. Inde i hallen kom vi forbi nogle udstillere, der sad med deres små hvide hunde på skødet og ved siden af sig i tæt kontakt med hinanden – hund og menneske. Det var parsons og jeg var solgt.

Flere udstillinger senere og flere undersøgelser senere, og en meget lang ventetid senere, var hun der endelig – Cudweeds Darling – Bindie til pænt brug og i daglig tale Grisen. Navnet Grisen kommer sig af, at første gang min mor hilste på hende tissede Bindie en lille hvalpetår på gulvet af bar overgivelse og min mor udbrød: Du er da en lille Gris.

Da Bindie samtidig er udstyret med en meget høj og meget skingrende stemmepragt man bare aldrig
nogensinde vænner sig til – den er virkelig slem – der leder tankerne hen på et kuld smågrise,
der skal fodres, og hun også lignede en pattegris, var det nærliggende at kalde hende Grisen.

Stemmepragten må man altså acceptere – de gør ikke – de skriger. Man tror altid, at nu er der en stakkels hund, der er ved at blive myrdet men det er altså bare parsonen der er lettere ophidset. På den anden side,  er man slet ikke i tvivl om, hvornår den siger noget.

Parsonen er en TERRIER, ligesom airedalen er det. Samme lyntænding, samme blanden sig i alt ting, samme nysgerrighed og frækhed, samme ukuelighed, men der er en stor forskel og det er størrelsen, hvad der virkelig ærgrer den, af krop, lille parson. Nøj hvor ville den gerne være større. Men det er den altså ikke, derfor har den fundet ud af, at hvis der er nogen der skal bankes må man alliere sig med enten de store hunde, ”mor” eller ”far”. Det kan nogle gange udmønte sig i noget meget nervepirrende.

Vi har kødkvæg – charolaiskøer – og hvis nogen skulle være i tvivl er det altså meget store dyr på mellem 600 – 900 kg som voksne damer – vores tyr Polle er en lille dreng på 1200 kg.

Af en eller anden årsag skal hun ind og skræppe op over for dem hver gang vi går forbi køernes indhegning.

Hvorfor ved jeg ikke – det er rimeligt selvmorderisk at diskutere med en, der vejer mindst 100 gange mere end en selv.

Men hun må åbenbart mene, at ”dem kan mor og mig godt klare, så bare kom an” siger hun så og er vældig stolt af sig selv, mens hun - med højt hævet hale - skynder sig ud af indhegningen igen, når det går op for hende, at "mor" alligevel ikke følger med derind.

På den anden side, er den klog nok til at bøje af, når overmagten er for stor. Vi var lidt nervøse for, hvordan det skulle gå med så lille en hund i forhold til vores store airedaler, begge racer udstyret med en jernvilje og ingen af dem kendt for at give op over for andre. Men det er gået forbavsende godt. Det er som om airedalerne accepterer mere fra hendes side end de ville gøre fra racefæller og andre store racer. Til gengæld har parsons også et meget tydeligt kropssprog og det hjælper meget på kommunikationen racerne imellem.

At parsons godt kan samarbejde med andre hunde kan ses på dette foto, ved at følge linket HER

Grisen har mødt andre hunde i familien, en venlig golden retriever dame og en ældre gnaven Buhund herre, og der har heller ingen problemer været, så parsonens ry som slagsbror er i visse tilfælde noget overdreven. Jeg er ikke i tvivl om, at bliver en parson provokeret, er der kontant afregning lige på stedet, men jeg tror også, at de kan finde ud af det med andre racer hvis man lader være med at blande sig for meget.

Parsons er lynhurtige og elsker aktion. De kan løbe hurtigere end mange store racer. Så har du planer om at begynde med agility er her et fint alternativ til den allestedsværende ud i agilitymiljøet border collien.

Der er noget katteagtigt ved parsonen – vores elsker at ligge i solen og bage igennem – i stærk kontrast til vores airedaler, der alle ligger klinet op af den kølige nordvendte væg. Den er smidig og kunne den klatre i træer gjorde den det gerne. Den elsker at ligge blødt og lunt på tæpper og puder – man er en lille smule luksusdyr – mens airedalen helst smider sig op ad yderdøren hvor det er køligt.

Den har absolut sin egen mening om tingene men fortæller man den fra start af, hvad man vil finde sig i og navnlig ikke finde sig i, har man en pragtfuld, lærenem lille følgesvend, hvis største ønske er, at være i nærheden af dig, verdens centrum. Den er forbavsende kvik til at lære nye ting. Et nyt trick kan læres på 5 minutter. Grisen lærte at danse på to ben, give hals og snurre rundt, alt sammen på 5 minutter hvert trick, blot ved hjælp af godbidder og ros – ok, min lille Gris er et unikum – det ved jeg godt (det er tilladt at prale lidt, når man er forfatteren).

Så alt i alt kan der egentlig ikke siges noget negativt om parsonen, blot man er klar over, at man får et festfyrværkeri af en lille hund med en umådelig stemmepragt.