tirsdag den 21. juli 2015

Svendborg

Så blev DTKs dobbeltudstilling i Svendborg overstået - og hvilken udstilling. Vi kom hjem med to dansk champions. DTK Junior vinder 2014, Klbjch, First Mate's P R Babette og DTK Junior vinder 2014, Klbjch,  First Mate's P R Bon Jovi kan nu begge tilføje DKCh til deres titler.

Begge er efter Sweetjumper's Sweet'n Cosy Harley x Cudweed's Darling.


Bette blev ud over dansk champion 2 gange BIM og JoJo blev BIR.

Vi er meget stolte af vores hunde.








lørdag den 11. juli 2015

Cirkus!

Cirkus! Et cirkus siger jeg bare!

Ikke et cirkus som hyggelige Cirkus Benneweis med dresserede flotte heste, klovne og dygtige artister. Næh nej, var det bare det, så var det fint nok. Nej, vores cirkus består af 2 små tæver, – mor og datter – der åbenbart efter en stiltiende overenskomstaftale, havde besluttet sig for, at komme i løbetid sådan bare en lille uges tid forskudt for hinanden, og en flok liderlige hanhunde.
Det er selvfølgelig vældigt fint, for så skal vi ikke tænke på løbetider i tide og utide men kan koncentrere os om at få dem overstået indenfor en relativ kort men koncentreret periode.
I dagligdags praksis betyder det så desværre bare, at med den der lille uges forskydning, har vi 4 ulykkeligt forelskede jamrende, hylende og skrigende hanhunde, vi skal lytte til i næsten 2 uger i træk.

Det er drøjt!

Husbond og jeg er for længst forbi den alder, hvor natteroderi på grund af babygråd er aktuelt. Til gengæld har vi for længst lært at påskønne værdien af en god lang nattesøvn uden afbrydelser.  Men det kan vi godt glemme alt om i de 14 dage, hvor tøserne overlapper hinanden med den højløbske periode.

Egentlig burde være det Jack, vores store airedalehan, der officielt bestemmer over tæverne og flokken i al almindelighed. I hvert fald har de vældig respekt for ham og de fedter også gevaldigt for ham med slik i mundvigen og ørerne og, når der går ekstra fedteri i det, hele hovedet ind i gabet på ham så han er ved at kløjs i det.  Men da Jack samtidig er en meget godmodig hanhund, der ikke bryder sig om uro og vold (havde han været et menneske, havde han været pacifist og hippie, med peace, love and understanding og fredstegn hængende i ørerne) er det egentlig vores ældste parsondreng Albert og Jacks søster Amanda, der står for den daglige ledelse.

Undtagen når tøserne er i løbetid. Så ændrer tingene og rollerne sig.  Amanda er stadig in charge men mors forkælede Albert, der ellers vanvittig gerne vil være kalif i stedet for kaliffen (Læs: Iznogood – enhver tegneseriefan fra 60erne og 70erne kender den) finder hurtigt ud af, at der ikke er så meget at gøre, når Jack har plantet sig foran tævens bur – en løsning vi undertiden bruger, hvis vi skal have lidt nattero. Jack planter sig fast foran buret og han rokker sig ikke ud af stedet.  Albert resignerer og går ind i min seng. Bogart fortrækker til en hundeseng. Og lille JoJo? Jo lille JoJo, der ellers er Jacks største fan, lægger sig som en stædig og ukuelig lille genstridig burre på den anden side af buret, og han bliver der, uanset hvor meget Jack brøler og skaber sig. JoJo flytter sig ikke!

Nåh, men Bette og hendes mor Bindie er altså i løbetid, og dermed følger de forelskede jamrende, hylende og skrigende hanhunde.

Farvel nattesøvn og goddag skarpt inddelt aftenlufteri (der skulle helst ikke smutte en kvik lille knægt med ud sammen med en højløbsk tæve), der kan tage rigtig lang tid, fordi den skal snuses og snages i tævernes tissetårer og patruljeres og markeres. Den slags tager tid, og imens står man bare og venter, venter og venter mens man tænker på sin dejlige seng, der også bare venter og venter.
Endelig kan man komme i sin seng. Og det lykkes også at falde i søvn. Lige indtil hundene kl. mange mange timer efter midnat, endnu en gang bryder ud i Oh lonesome me, udsat for et syv tonet hundekor, og så er det at man tænker: Hvorfor? Hvorfoooor???? Hvorfor blev jeg hunde opdrætter? Hvorfor valgte jeg ikke at dyrke hestebønner i Argentina?

Det er faktisk ret fristende. Hestebønner fælder ikke. De hopper ikke op ad een når man kommer hjem, de skider ikke på fortovet, de tisser ikke op ad møblerne og på ens blomster og buske så de får svedne pletter, de fylder ikke hele sengen, de stjæler ikke fra bordet, de gør ikke, de koster ikke en bondegård i dyrlægeregninger, de vader ikke lige ind fra haven med beskidte poter......der er faktisk ret mange gode grunde til at man skulle skifte hundene ud med heste bønner.

På den anden side, så kan man ikke gå tur med hestebønner – det vil sige, det kan man godt men det er ligesom ikke helt det samme. Man kan heller ikke sidde i sofaen og hyggenusse med en håndfuld hestebønner, mens de tilfreds ligger med alle fire stænger lige i vejret. Man kan heller ikke føre en fornuftig samtale med en hestebønne, og hestebønner kan slet ikke sige godmorgen til én.  Eller være dybt interesseret i alt, hvad man laver. Eller aflevere sin bold til én, og sidde ved ens fødder mens den forventningsfuld venter på, at man skal smide bolden.  Hestebønner modtager heller ikke én med stor jubel når man kommer hjem.

I det hele taget er hestebønner ret kedelige. Så måske skulle man alligevel droppe ideen om at flytte til Argentina, og i stedet blive her og leve sammen med de møgirriterende og dejlige hunde.


Anne Rasmussen