Annabelle – en kvæghund.
Optakten til
historien er som følger: Køerne (ja vi har køer – store damer på 800 kg og
deres afkom i forskellige størrelser af racen charolais – i alt 12 stk dyr)
havde brugt det meste af dagen med at bryde ud igen og igen af deres
indhegning. Hvorfor ved ingen for de havde masser af græs og vand men ud ville
de og ud kom de. Endelig blev Frede færdig med at sikre deres indhegning –
troede vi – og kom ind for at hvile ryggen.
Pludselig
står hele flokken af køer ude på gårdspladsen! De næste sætninger er ikke egnet
til et pænt blad som TN så de er censureret bort men der blev udtalt grimme ord
mens gummistøvler og handsker blev trukket på igen igen.
Køerne var i
mellemtiden trukket om til deres stald og græsmarken foran stalden og vi får
samlet flokken sammen og med Frede og en kornspand foran og jeg bagved med en
greb for at drive dem, der ikke lige var samarbejdsvillige gik det stille og
roligt derned af mod den mark de skulle være på. Pludselig står Jack, vores
airedale han ved siden af Frede - hvor han er kommet fra ved ingen, for han
burde sådan set være inde i haven, der er forsvarlig indhegnet, men ud var han
kommet og nu stod han ved siden af Frede, der gik i fronten af en hel flok
køer.
En af kodamerne med sin kalv.
Jack stod
helt stille og betragtede, noget betuttet, hele flokken af kæmpekøer og kalve,
der kom imod ham og så vendte han resolut omkring og gik – meget lydigt og
trofast– tæt ved siden af Frede hele vejen ned langs stien til et større åbent
område hvor marken udvidede sig og der skulle drejes til venstre for at komme
ind på den mark køerne skulle ind på.
Marken ligger lige nedenfor vores have.
Pludselig
(der er ret mange pludseliger i denne historie) kommer en lille hvid hund, der under
normale omstændigheder lyder navnet Annabelle, piskende ned til mig, der stadig
gik bagerst og legede kodriver. Det lod til, at der var almindelig enighed
blandt vores dyr om, at det var store-udbryderdag den dag..
Annabelle
var jubellykkelig over at finde mig ude på marken og synes det hele var vældig
sjovt. Køerne var gået i stå og stod og lignede noget, der ikke rigtigt havde
lyst til at gå længere, Frede ville have hundene ind i haven i sikkerhed, hvilket
var fuldt ud forståeligt, da køer ikke altid er så ufarlige og da slet ikke når
de som vores har små kalve. Så han skyndte sig at få Jackie lokket med sig ind,
hvilket ikke var så svært – han fulgte frivilligt med – undertiden er Jack ret
kyllingeagtig og jeg stod tilbage med en meget ivrig lille hund, der synes det
var hyleskægt det hele og piskede rundt om køerne, der slet ikke kunne lide det
lille kræ, der for rundt mellem dem og gøede som besat og jeg skreg lige så
besat men nok af andre årsager end hende. Så der var en masse skrigeri og
enormt mange nerver på.
Jeg var ærligt
talt skræmt fra vid og sans. Køerne kan
sparke hende ihjel så let som ingenting og hun er sådan en lille hund. Hun ville
slet ikke kunne tåle at blive ramt af de store dyr. Men mit dilemma var, at
hvis jeg gik frem for at prøve at indfange hende, ville hun bare betragte det
som en yderligere opfordring til at angribe køerne. Så jeg stod stille og håbede
bare på, at hun ville komme hen til mig så jeg kunne snuppe hende.
Og så skete
det – Annabelle den lille lort på 5 kg fik drevet køer, kvier, tyrekalv og
småkalve sammen i en lille samlet flok med kalvene pænt pakket sammen inde i
midten og de store med hovederne udad i en klassisk forsvarsposition og hun
holdt dem der i et par minutter. Det var et syn jeg aldrig glemmer. En lille
hvid hund på 5 kg holdt en flok køer og kalve på en samlet vægt af adskillige
tons sammen i bedste fårehundestil og hun holdt dem.
Heldigvis
kom Frede i det samme tilbage og fik hende indfanget og båret ind i sikkerhed
og vi fik endeligt drevet køerne ind i den fold de skulle være i.
Og Annabelle
– hun var vældig stolt af sig selv men jeg synes ikke lige, at det er et
passende karrierevalg for hende så det bliver nok og forhåbentligvis både
første og sidste gang hun leger kvægdriverhund.
.Den lille kvægdriverhund Annabelle - her i flyvende fart i sikkerhed i haven. |
Jeg kender en amerikansk kvinde, hvis datter bor i Sydafrika og driver en safarilodge sammen med familien.
SvarSletDe havde 'adopteret' en Jack Russell fra nogle venner, der havde måttet indse at de ikke kunne magte den lille skrapsak.
En måned senere rundsendte moderen en mail fra sin datter til vennekredsen: De havde været nødt til at sende hunden videre til et nyt hjem. Den 'drev' elefantungerne ... og elefantungerne fandt det yderst underholdende. Det gjorde deres mødre ikke.
Ja det tvivler jeg slet ikke på :-D De er "desværre" ikke bange for noget de små hidsigpropper og det er både godt og skidt.
Slet