Annabelle – en kvæghund.

Optakten til historien er som følger: Køerne (ja vi har køer – store damer på 800 kg og deres afkom i forskellige størrelser af racen charolais – i alt 12 stk dyr) havde brugt det meste af dagen med at bryde ud igen og igen af deres indhegning. Hvorfor ved ingen for de havde masser af græs og vand men ud ville de og ud kom de. Endelig blev Frede færdig med at sikre deres indhegning – troede vi – og kom ind for at hvile ryggen.

Pludselig står hele flokken af køer ude på gårdspladsen! De næste sætninger er ikke egnet til et pænt blad som TN så de er censureret bort men der blev udtalt grimme ord mens gummistøvler og handsker blev trukket på igen igen.

Køerne var i mellemtiden trukket om til deres stald og græsmarken foran stalden og vi får samlet flokken sammen og med Frede og en kornspand foran og jeg bagved med en greb for at drive dem, der ikke lige var samarbejdsvillige gik det stille og roligt derned af mod den mark de skulle være på. Pludselig står Jack, vores airedale han ved siden af Frede - hvor han er kommet fra ved ingen, for han burde sådan set være inde i haven, der er forsvarlig indhegnet, men ud var han kommet og nu stod han ved siden af Frede, der gik i fronten af en hel flok køer.


En af kodamerne med sin kalv.


Jack stod helt stille og betragtede, noget betuttet, hele flokken af kæmpekøer og kalve, der kom imod ham og så vendte han resolut omkring og gik – meget lydigt og trofast– tæt ved siden af Frede hele vejen ned langs stien til et større åbent område hvor marken udvidede sig og der skulle drejes til venstre for at komme ind på den mark køerne skulle ind på.  Marken ligger lige nedenfor vores have.

Pludselig (der er ret mange pludseliger i denne historie) kommer en lille hvid hund, der under normale omstændigheder lyder navnet Annabelle, piskende ned til mig, der stadig gik bagerst og legede kodriver. Det lod til, at der var almindelig enighed blandt vores dyr om, at det var store-udbryderdag den dag..

Annabelle var jubellykkelig over at finde mig ude på marken og synes det hele var vældig sjovt. Køerne var gået i stå og stod og lignede noget, der ikke rigtigt havde lyst til at gå længere, Frede ville have hundene ind i haven i sikkerhed, hvilket var fuldt ud forståeligt, da køer ikke altid er så ufarlige og da slet ikke når de som vores har små kalve. Så han skyndte sig at få Jackie lokket med sig ind, hvilket ikke var så svært – han fulgte frivilligt med – undertiden er Jack ret kyllingeagtig og jeg stod tilbage med en meget ivrig lille hund, der synes det var hyleskægt det hele og piskede rundt om køerne, der slet ikke kunne lide det lille kræ, der for rundt mellem dem og gøede som besat og jeg skreg lige så besat men nok af andre årsager end hende. Så der var en masse skrigeri og enormt mange nerver på.

Jeg var ærligt talt skræmt fra vid og sans.  Køerne kan sparke hende ihjel så let som ingenting og hun er sådan en lille hund. Hun ville slet ikke kunne tåle at blive ramt af de store dyr. Men mit dilemma var, at hvis jeg gik frem for at prøve at indfange hende, ville hun bare betragte det som en yderligere opfordring til at angribe køerne. Så jeg stod stille og håbede bare på, at hun ville komme hen til mig så jeg kunne snuppe hende.

Og så skete det – Annabelle den lille lort på 5 kg fik drevet køer, kvier, tyrekalv og småkalve sammen i en lille samlet flok med kalvene pænt pakket sammen inde i midten og de store med hovederne udad i en klassisk forsvarsposition og hun holdt dem der i et par minutter. Det var et syn jeg aldrig glemmer. En lille hvid hund på 5 kg holdt en flok køer og kalve på en samlet vægt af adskillige tons sammen i bedste fårehundestil og hun holdt dem.

Heldigvis kom Frede i det samme tilbage og fik hende indfanget og båret ind i sikkerhed og vi fik endeligt drevet køerne ind i den fold de skulle være i.

Og Annabelle – hun var vældig stolt af sig selv men jeg synes ikke lige, at det er et passende karrierevalg for hende så det bliver nok og forhåbentligvis både første og sidste gang hun leger kvægdriverhund.
.

Den lille kvægdriverhund Annabelle - her i flyvende fart i sikkerhed i haven.



Kommentarer

  1. Jeg kender en amerikansk kvinde, hvis datter bor i Sydafrika og driver en safarilodge sammen med familien.
    De havde 'adopteret' en Jack Russell fra nogle venner, der havde måttet indse at de ikke kunne magte den lille skrapsak.
    En måned senere rundsendte moderen en mail fra sin datter til vennekredsen: De havde været nødt til at sende hunden videre til et nyt hjem. Den 'drev' elefantungerne ... og elefantungerne fandt det yderst underholdende. Det gjorde deres mødre ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det tvivler jeg slet ikke på :-D De er "desværre" ikke bange for noget de små hidsigpropper og det er både godt og skidt.

      Slet

Send en kommentar