Cirkus! Et cirkus siger jeg bare!
Ikke et cirkus som hyggelige Cirkus Benneweis med dresserede
flotte heste, klovne og dygtige artister. Næh nej, var det bare det, så var det
fint nok. Nej, vores cirkus består af 2 små tæver, – mor og datter – der åbenbart
efter en stiltiende overenskomstaftale, havde besluttet sig for, at komme i
løbetid sådan bare en lille uges tid forskudt for hinanden, og en flok
liderlige hanhunde.
Det er selvfølgelig vældigt fint, for så skal vi ikke tænke
på løbetider i tide og utide men kan koncentrere os om at få dem overstået
indenfor en relativ kort men koncentreret periode.
I dagligdags praksis betyder det så desværre bare, at med
den der lille uges forskydning, har vi 4 ulykkeligt forelskede jamrende,
hylende og skrigende hanhunde, vi skal lytte til i næsten 2 uger i træk.
Det er drøjt!
Husbond og jeg er for længst forbi den alder, hvor natteroderi
på grund af babygråd er aktuelt. Til gengæld har vi for længst lært at påskønne
værdien af en god lang nattesøvn uden afbrydelser. Men det kan vi godt glemme alt om i de 14
dage, hvor tøserne overlapper hinanden med den højløbske periode.
Egentlig burde være det Jack, vores store airedalehan, der officielt
bestemmer over tæverne og flokken i al almindelighed. I hvert fald har de
vældig respekt for ham og de fedter også gevaldigt for ham med slik i mundvigen
og ørerne og, når der går ekstra fedteri i det, hele hovedet ind i gabet på ham
så han er ved at kløjs i det. Men da
Jack samtidig er en meget godmodig hanhund, der ikke bryder sig om uro og vold
(havde han været et menneske, havde han været pacifist og hippie, med peace,
love and understanding og fredstegn hængende i ørerne) er det egentlig vores
ældste parsondreng Albert og Jacks søster Amanda, der står for den daglige
ledelse.
Undtagen når tøserne er i løbetid. Så ændrer tingene og
rollerne sig. Amanda er stadig in charge
men mors forkælede Albert, der ellers vanvittig gerne vil være kalif i stedet
for kaliffen (Læs: Iznogood – enhver tegneseriefan fra 60erne og 70erne kender
den) finder hurtigt ud af, at der ikke er så meget at gøre, når Jack har
plantet sig foran tævens bur – en løsning vi undertiden bruger, hvis vi skal
have lidt nattero. Jack planter sig fast foran buret og han rokker sig ikke ud
af stedet. Albert resignerer og går ind
i min seng. Bogart fortrækker til en hundeseng. Og lille JoJo? Jo lille JoJo,
der ellers er Jacks største fan, lægger sig som en stædig og ukuelig lille
genstridig burre på den anden side af buret, og han bliver der, uanset hvor
meget Jack brøler og skaber sig. JoJo flytter sig ikke!
Nåh, men Bette og hendes mor Bindie er altså i løbetid, og
dermed følger de forelskede jamrende, hylende og skrigende hanhunde.
Farvel nattesøvn og goddag skarpt inddelt aftenlufteri (der
skulle helst ikke smutte en kvik lille knægt med ud sammen med en højløbsk
tæve), der kan tage rigtig lang tid, fordi den skal snuses og snages i tævernes
tissetårer og patruljeres og markeres. Den slags tager tid, og imens står man
bare og venter, venter og venter mens man tænker på sin dejlige seng, der også
bare venter og venter.
Endelig kan man komme i sin seng. Og det lykkes også at
falde i søvn. Lige indtil hundene kl. mange mange timer efter midnat, endnu en
gang bryder ud i Oh lonesome me, udsat for et syv tonet hundekor, og så er det
at man tænker: Hvorfor? Hvorfoooor???? Hvorfor blev jeg hunde opdrætter?
Hvorfor valgte jeg ikke at dyrke hestebønner i Argentina?
Det er faktisk ret fristende. Hestebønner fælder ikke. De hopper ikke op ad een når man kommer hjem, de skider ikke på fortovet, de tisser ikke op ad møblerne og på ens blomster og buske så de får svedne pletter, de fylder ikke hele sengen, de stjæler ikke fra bordet, de gør ikke, de koster ikke en bondegård i dyrlægeregninger, de vader ikke lige ind fra haven med beskidte poter......der er faktisk ret mange gode grunde til at man skulle skifte hundene ud med heste bønner.
Det er faktisk ret fristende. Hestebønner fælder ikke. De hopper ikke op ad een når man kommer hjem, de skider ikke på fortovet, de tisser ikke op ad møblerne og på ens blomster og buske så de får svedne pletter, de fylder ikke hele sengen, de stjæler ikke fra bordet, de gør ikke, de koster ikke en bondegård i dyrlægeregninger, de vader ikke lige ind fra haven med beskidte poter......der er faktisk ret mange gode grunde til at man skulle skifte hundene ud med heste bønner.
På den anden side, så kan man ikke gå tur med hestebønner –
det vil sige, det kan man godt men det er ligesom ikke helt det samme. Man kan
heller ikke sidde i sofaen og hyggenusse med en håndfuld hestebønner, mens de
tilfreds ligger med alle fire stænger lige i vejret. Man kan heller ikke føre
en fornuftig samtale med en hestebønne, og hestebønner kan slet ikke sige
godmorgen til én. Eller være dybt interesseret
i alt, hvad man laver. Eller aflevere sin bold til én, og sidde ved ens fødder
mens den forventningsfuld venter på, at man skal smide bolden. Hestebønner modtager heller ikke én med stor
jubel når man kommer hjem.
I det hele taget er hestebønner ret kedelige. Så måske
skulle man alligevel droppe ideen om at flytte til Argentina, og i stedet blive
her og leve sammen med de møgirriterende og dejlige hunde.
Anne Rasmussen
Kommentarer
Send en kommentar