Mors lille Albert (First Mate's Pr Albert blev 10 måneder gammel Bedst I Racen (BOB) med certifikat 5. maj 2012 i Roskilde. Hans søster First Mate's Pr Annabelle blev bedste junior tæve og 3.bedste tæve med reserve cert. 6.maj 2012 også i Roskilde. Så jeg er stolt.
Cudweed's Darling
Vores dejlige parsonpige
mandag den 28. maj 2012
søndag den 13. maj 2012
Lille Albert
Jeg er ikke meget for det, men jeg må desværre erkende det. Som Alberts "mor" er det en erkendelse, som virkelig er svær at måtte sluge men altså jo, Albert er dum! Han er sød, rar, kælen og køn - men altså også dum.
Et eksempel. Albert og jeg - sammen med resten af hundekoret (nogen gange når vi skal ud af døren og har låst yderdøren begynder de at synge Wandering Star fra filmen Paint Your Waggons, i forskellige tonelejer lige fra lys sopran til dyb bas - meget smukt og meget vemodigt) er ude i haven. Måske skal det lige præciseres, at vi ud over Albert har hans søster Annabelle (en lille fiks og kvik tingest), deres biologiske mødrende ophav Bindie (en lidt matroneagtig parsondame i sin bedste alder), Amanda airedaledame fra Holland og hendes bror Jack ligeledes fra Holland.
Nåh men vi er stadig ude i haven allesammen, hundene for at se hvad jeg har tænkt mig at lave og ellers lidt forefaldendt gravearbejde, og jeg for at prøve at sprede årets første gødning til mine elskede rhododendron. Gødningsposen er en 5 kgs pose med organisk gødning i så det er en pæn stor posefuld. Første håndfuld bliver gravet op af posen og smidt ud og Albert kaster sig over det. Næste håndfuld - Albert kaster sig over det - næste håndfuld - Albert kaster sig over det, næste håndfuld........ mon ikke billedet ligesom begynder at tegne sig. Der er rigtig mange håndfulde i sådan en posefuld og lille dumme Albert prøvede at fange hver eneste håndfuld.
Et andet eksempel. Parsons elsker varme og vi har varme i gulvet ude på badeværelset så når nogen skal derud af den ene eller den anden årsag følger de små med og smider sig på gulvet mens de nyder varmen. Når så årsagen til besøget er overstået og man går ud derfra og kalder på de små, dapper de to piger - Annabelle og Bindie - hurtigt med ud. Albert bliver liggende, alternativt smider sig om på ryggen. Han vil bæres.
Da han efterhånden faktisk vejer pænt til - selv for en parsondreng - er bæreriet stoppet for lang tid siden men det er slet ikke gået op for ham endnu, så han bliver liggende, som regel med alle fire stænger lige i vejret, til trods for både sød tale og lokkende toner. Albert er ligeglad.
Døren bliver lukket og vi andre går videre med det vi nu har planlagt. Albert, der nu er lukket inde på badeværelset venter stadig med stængerne i vejret på at blive båret ud.
Intet sker - Albert bliver liggende, stadig i forventning om, at nogen gider bære ham.
Stadig ingen reaktion - Albert begynder nu at skæve hen mod badeværelsesdøren med det lønlige håb, at bare en eller anden gider komme og bære ham ud, jeg har stået udenfor badeværelsesvinduet og luret på ham, derfor ved jeg det :-) - stadig ingen, der gider bære ham.
Til sidst kommer der et forsigtigt piv fra ham: Moar! vil du ikke godt komme og hente mig-agtigt.
Han har også en sær ide med at hoppe op i vores badekar og så sidder han ellers der og troner. Meget længe. Bare sidder og ser venligt interesseret ud mens han sidder i badekarret. Jeg ved ikke altid, hvad der foregår i hovedet på ham.
Et eksempel. Albert og jeg - sammen med resten af hundekoret (nogen gange når vi skal ud af døren og har låst yderdøren begynder de at synge Wandering Star fra filmen Paint Your Waggons, i forskellige tonelejer lige fra lys sopran til dyb bas - meget smukt og meget vemodigt) er ude i haven. Måske skal det lige præciseres, at vi ud over Albert har hans søster Annabelle (en lille fiks og kvik tingest), deres biologiske mødrende ophav Bindie (en lidt matroneagtig parsondame i sin bedste alder), Amanda airedaledame fra Holland og hendes bror Jack ligeledes fra Holland.
Nåh men vi er stadig ude i haven allesammen, hundene for at se hvad jeg har tænkt mig at lave og ellers lidt forefaldendt gravearbejde, og jeg for at prøve at sprede årets første gødning til mine elskede rhododendron. Gødningsposen er en 5 kgs pose med organisk gødning i så det er en pæn stor posefuld. Første håndfuld bliver gravet op af posen og smidt ud og Albert kaster sig over det. Næste håndfuld - Albert kaster sig over det - næste håndfuld - Albert kaster sig over det, næste håndfuld........ mon ikke billedet ligesom begynder at tegne sig. Der er rigtig mange håndfulde i sådan en posefuld og lille dumme Albert prøvede at fange hver eneste håndfuld.
Et andet eksempel. Parsons elsker varme og vi har varme i gulvet ude på badeværelset så når nogen skal derud af den ene eller den anden årsag følger de små med og smider sig på gulvet mens de nyder varmen. Når så årsagen til besøget er overstået og man går ud derfra og kalder på de små, dapper de to piger - Annabelle og Bindie - hurtigt med ud. Albert bliver liggende, alternativt smider sig om på ryggen. Han vil bæres.
Da han efterhånden faktisk vejer pænt til - selv for en parsondreng - er bæreriet stoppet for lang tid siden men det er slet ikke gået op for ham endnu, så han bliver liggende, som regel med alle fire stænger lige i vejret, til trods for både sød tale og lokkende toner. Albert er ligeglad.
Døren bliver lukket og vi andre går videre med det vi nu har planlagt. Albert, der nu er lukket inde på badeværelset venter stadig med stængerne i vejret på at blive båret ud.
Intet sker - Albert bliver liggende, stadig i forventning om, at nogen gider bære ham.
Stadig ingen reaktion - Albert begynder nu at skæve hen mod badeværelsesdøren med det lønlige håb, at bare en eller anden gider komme og bære ham ud, jeg har stået udenfor badeværelsesvinduet og luret på ham, derfor ved jeg det :-) - stadig ingen, der gider bære ham.
Til sidst kommer der et forsigtigt piv fra ham: Moar! vil du ikke godt komme og hente mig-agtigt.
Han har også en sær ide med at hoppe op i vores badekar og så sidder han ellers der og troner. Meget længe. Bare sidder og ser venligt interesseret ud mens han sidder i badekarret. Jeg ved ikke altid, hvad der foregår i hovedet på ham.
Han har også et temmeligt opblæst ego - hvilket vi fik konstateret sidst vi var på udstilling med ham og søsteren i Roskilde. Albert mente, at han sagtens kunne banke en hel flok kæmpestore molosser, der enkeltvis vejer 10 gange så meget som ham selv. Det synes vi ikke var nogen god ide.
søndag den 30. oktober 2011
Annabelle hos dyrlægen
Efter en uges tid efter Aars og Hobro udstillingerne vågnede vi en morgen ved at en af teoristerne, Annabelle hostede så hun var ved at brække sig. Okay - hvalpe æder alt muligt og umuligt, så det var højst sandsynligvis det, der var galt. Ingen panik.
Men det blev ved. Hosteriet. Og en anelse panik indfandt sig. Ikke fordi hun var særligt påvirket af det - bortset fra hosteriet foregik alt i samme lyntempo og energi som vanlig. Så vi besluttede os for, at det måske ville være en god ide, at kontakte dyrlægen. Som sagt så gjort.
Mandag eftermiddag hankede vi op i et stk Annabelle, der til sin store fortrydelse blev puttet ind i et transportbur - hvilket hun meget højlydt gjorde os opmærksomme på at hun var utilfreds med det meste af vejen til dyrlægen. Så er 20 minutters kørsel meget lang.
Vel ankommet til dyrlægen, fik vi hende ud af buret og i en line. Køreturen og brokkeriet var glemt og i stedet skulle alt på parkeringspladsen undersøges. Det tager altså tid sådan noget - især når man kun er 3½ måned gammel og vanvittig nysgerrig. Halen lige til vejrs og fuld fart på. Hen til buskene, hen til træerne, hen til græsset - alt blev undersøgt.
Endelig kom vi hen til trappen som blev forceret i fuld fart - op ad trappen, ned igen, op ad trappen, ned igen, op ad .....haps makker, op på mors arm, før hun fik taget trappen en gang til.
Inde i entreen hos dyrlægen blev hun sat ned igen på gulvet og så fortsatte vi ind i receptionen, hvor Annabelle fandt ud af, at der sad søreme nogle mennesker der omme bag ved. Jubiii hoppe hoppe hoppe. Videre ind i venteværelset, noiii fodersække, op på dem og ned igen op på dem og ned igen, hen til vægten og op og ned på den et par gange, før hun forsvandt ind under et bord og fik viklet snoren rundt om et bordben et par gange. Vel udviklet af bordbenet igen gik det pludselig op for hende, at der sad et andet menneske hun ikke havde hilst på, stor jubel, neiiiiii een at hilse på. Jubel jubel jubel.
På det tidspunkt var jeg godt nok ved at være lettere opkørt, så energibomben blev indfanget igen og placeret på armen, til stor fortrydelse for Annabelle. i samme øjeblik besluttede vores søde dyrlæge heldigvis at dukke op og vi blev kaldt ind, til stor gensynsglæde for Annabelle. Hilse hilse hilse mens hele bagdelen inklusiv halen kørte frem og tilbage for fuld tryk.
Kalorius blev placeret på bordet og det lykkedes da også for dyrlægen at undersøge hende ind imellem Annabelles ubegrænsede kærlighedserklæringer til hende.
Det kunne godt være kennelhoste! Annabelle synes lige, at hun skulle understrege det ved at komme med et host efterfulgt af et brækanfald. Jo ingen tvivl, sådan skulle kennelhoste lyde så den var god nok!
Så den stod på piller, der skulle stoppe smerter i forbindelse med hosteriet (ikke ligefrem noget hun var specielt påvirket af) og penicilinpiller.
Vel hjemme igen blev Annabelle modtaget af resten af flokken og hele banden tog den i fuld fart ud i haven mens Frede og jeg sank totalt udmattede sammen i sofaen.
En uge efter lød det fra både brormand Albert og teoristernes mor "Host host bræææææk." Vrææææl.
PS. Vi overlevede alle.
Men det blev ved. Hosteriet. Og en anelse panik indfandt sig. Ikke fordi hun var særligt påvirket af det - bortset fra hosteriet foregik alt i samme lyntempo og energi som vanlig. Så vi besluttede os for, at det måske ville være en god ide, at kontakte dyrlægen. Som sagt så gjort.
Mandag eftermiddag hankede vi op i et stk Annabelle, der til sin store fortrydelse blev puttet ind i et transportbur - hvilket hun meget højlydt gjorde os opmærksomme på at hun var utilfreds med det meste af vejen til dyrlægen. Så er 20 minutters kørsel meget lang.
Vel ankommet til dyrlægen, fik vi hende ud af buret og i en line. Køreturen og brokkeriet var glemt og i stedet skulle alt på parkeringspladsen undersøges. Det tager altså tid sådan noget - især når man kun er 3½ måned gammel og vanvittig nysgerrig. Halen lige til vejrs og fuld fart på. Hen til buskene, hen til træerne, hen til græsset - alt blev undersøgt.
Endelig kom vi hen til trappen som blev forceret i fuld fart - op ad trappen, ned igen, op ad trappen, ned igen, op ad .....haps makker, op på mors arm, før hun fik taget trappen en gang til.
Inde i entreen hos dyrlægen blev hun sat ned igen på gulvet og så fortsatte vi ind i receptionen, hvor Annabelle fandt ud af, at der sad søreme nogle mennesker der omme bag ved. Jubiii hoppe hoppe hoppe. Videre ind i venteværelset, noiii fodersække, op på dem og ned igen op på dem og ned igen, hen til vægten og op og ned på den et par gange, før hun forsvandt ind under et bord og fik viklet snoren rundt om et bordben et par gange. Vel udviklet af bordbenet igen gik det pludselig op for hende, at der sad et andet menneske hun ikke havde hilst på, stor jubel, neiiiiii een at hilse på. Jubel jubel jubel.
På det tidspunkt var jeg godt nok ved at være lettere opkørt, så energibomben blev indfanget igen og placeret på armen, til stor fortrydelse for Annabelle. i samme øjeblik besluttede vores søde dyrlæge heldigvis at dukke op og vi blev kaldt ind, til stor gensynsglæde for Annabelle. Hilse hilse hilse mens hele bagdelen inklusiv halen kørte frem og tilbage for fuld tryk.
Kalorius blev placeret på bordet og det lykkedes da også for dyrlægen at undersøge hende ind imellem Annabelles ubegrænsede kærlighedserklæringer til hende.
Det kunne godt være kennelhoste! Annabelle synes lige, at hun skulle understrege det ved at komme med et host efterfulgt af et brækanfald. Jo ingen tvivl, sådan skulle kennelhoste lyde så den var god nok!
Så den stod på piller, der skulle stoppe smerter i forbindelse med hosteriet (ikke ligefrem noget hun var specielt påvirket af) og penicilinpiller.
Vel hjemme igen blev Annabelle modtaget af resten af flokken og hele banden tog den i fuld fart ud i haven mens Frede og jeg sank totalt udmattede sammen i sofaen.
En uge efter lød det fra både brormand Albert og teoristernes mor "Host host bræææææk." Vrææææl.PS. Vi overlevede alle.
mandag den 17. oktober 2011
Hvalpenes debut i udstillingsringen i Aars.
Det er altid med en vis form for nervøsitet, at man tager sin hund med på udstilling - særligt hvis det er ens eget hjemmerørte opdræt – er det godt nok, har man set rigtigt, da man valgte lige netop den hvalp ud, er det fuldkommen skævt det man har set i den hvalp – har man overhovedet en sk.. forstand på hunde og opdræt. Mange spørgsmål.
. Men afsted skulle vi altså og da Aars og Hobro passede med hvalpenes intro i babyklassen - en klasse Dansk Terrier Klub har beholdt siden DKK indførte den igen for et par år siden og droppede igen - en dejlig uforpligtende klasse for både udstiller og baby - rig lejlighed for hvalpene til at møde en hel masse andre hunde i alle størrelser og aldre - og vi samtidig fik lejlighed til at møde gode venner efter lang tids fravær fra udstillingerne - ja så var det bare om at komme afsted.
Hvalpene lagde ud med, meget højlydt at meddele resten af udstillingen i Aars, at nu ankom vi altså. Men efter at have været rundt og hilse på nogle af de andre hunde, dæmpede de sig ned og tog det hele i stiv arm.
Og hvordan gik det så med vores hjemmerørte hvalpe? Jo vi må konstatere, at Annabelle nok trænger til lidt mere ringtræning - i hvertfald havde hun meget travlt med alt muligt andet end at høre efter hvad Frede mente hun skulle gøre. Men et Særdeles Lovende fik hun dog ud af det og en placering som 3. bedste baby (der var 3 babyer tilmeldt i parsonringen :-) ).
Lille Albert fik også Særdeles Lovende og blev til vores store forundring (og min uforbeholdne stolthed) placeret som bedste baby i racen. Det betød, at han så skulle ind i store ring om eftermiddagen og konkurrere mod alle de andre bedst i racen-babyer fra de andre terrierracer der deltog.
Tiden gik og lille Albert blev træt - så træt at han dårligt gad stå op, da det endelig blev tid til, at han og jeg skulle i ringen til BIS baby. Men ind kom vi og Albert opførte sig faktisk rimeligt pænt - vi blev udpeget sammen med 3 andre babyer til at blive i ringen. Okay så var 4.bedste babyplaceringen sikker.
4.pladsen blev uddelt - ikke til Albert. Hurra - så ville vi få mindst en 3.plads.
Man opfatter ikke noget som helst når man er i ringen - så jeg har ingen anelse om hvem eller hvilken race de andre hunde var.
3. pladsen blev givet - heller ikke Albert. Uha - så ville det blive enten 1. eller 2. pladsen. Vi blev sendt rundt i ringen igen Albert og jeg. Albert travede som en drøm. Og der kom den - den store flotte røde roset, der viste at min egen lille Albert var BIS baby. BIS-BABY. Yes!
Næste dag skulle Kresten Scheel der var BIS dommer i Aars, dømme Parsons i Hobro og her er hvad han skrev i Alberts kritik:
"3,5 mdr velproportioneret stilfuld, en lille showmaskine, meget smuk, prima hovede med moderat høj skalle, velansatte ører, prima overlinie, velvinklet for og bag, prima pels, fine bevægelser set fra alle sider med god skridtlængde."
Sådan! Så kan det ikke blive ret meget bedre.
Mors egen lille Albertdreng.
Annabelle fik den meget søde kritik at hun var velproportioneret og tuttenuttekær - og det kan jeg kun give ham helt ret i. Men hun trænger godt nok til at blive ringtrænet.
Billede af Albert kommer så snart jeg kan få taget mig sammen til at tage et ordentligt et af ham.
. Men afsted skulle vi altså og da Aars og Hobro passede med hvalpenes intro i babyklassen - en klasse Dansk Terrier Klub har beholdt siden DKK indførte den igen for et par år siden og droppede igen - en dejlig uforpligtende klasse for både udstiller og baby - rig lejlighed for hvalpene til at møde en hel masse andre hunde i alle størrelser og aldre - og vi samtidig fik lejlighed til at møde gode venner efter lang tids fravær fra udstillingerne - ja så var det bare om at komme afsted.
Hvalpene lagde ud med, meget højlydt at meddele resten af udstillingen i Aars, at nu ankom vi altså. Men efter at have været rundt og hilse på nogle af de andre hunde, dæmpede de sig ned og tog det hele i stiv arm.
Og hvordan gik det så med vores hjemmerørte hvalpe? Jo vi må konstatere, at Annabelle nok trænger til lidt mere ringtræning - i hvertfald havde hun meget travlt med alt muligt andet end at høre efter hvad Frede mente hun skulle gøre. Men et Særdeles Lovende fik hun dog ud af det og en placering som 3. bedste baby (der var 3 babyer tilmeldt i parsonringen :-) ).
Lille Albert fik også Særdeles Lovende og blev til vores store forundring (og min uforbeholdne stolthed) placeret som bedste baby i racen. Det betød, at han så skulle ind i store ring om eftermiddagen og konkurrere mod alle de andre bedst i racen-babyer fra de andre terrierracer der deltog.
Tiden gik og lille Albert blev træt - så træt at han dårligt gad stå op, da det endelig blev tid til, at han og jeg skulle i ringen til BIS baby. Men ind kom vi og Albert opførte sig faktisk rimeligt pænt - vi blev udpeget sammen med 3 andre babyer til at blive i ringen. Okay så var 4.bedste babyplaceringen sikker.
4.pladsen blev uddelt - ikke til Albert. Hurra - så ville vi få mindst en 3.plads.
Man opfatter ikke noget som helst når man er i ringen - så jeg har ingen anelse om hvem eller hvilken race de andre hunde var.
3. pladsen blev givet - heller ikke Albert. Uha - så ville det blive enten 1. eller 2. pladsen. Vi blev sendt rundt i ringen igen Albert og jeg. Albert travede som en drøm. Og der kom den - den store flotte røde roset, der viste at min egen lille Albert var BIS baby. BIS-BABY. Yes!
Næste dag skulle Kresten Scheel der var BIS dommer i Aars, dømme Parsons i Hobro og her er hvad han skrev i Alberts kritik:
"3,5 mdr velproportioneret stilfuld, en lille showmaskine, meget smuk, prima hovede med moderat høj skalle, velansatte ører, prima overlinie, velvinklet for og bag, prima pels, fine bevægelser set fra alle sider med god skridtlængde."
Sådan! Så kan det ikke blive ret meget bedre.
Mors egen lille Albertdreng.
Annabelle fik den meget søde kritik at hun var velproportioneret og tuttenuttekær - og det kan jeg kun give ham helt ret i. Men hun trænger godt nok til at blive ringtrænet.
Billede af Albert kommer så snart jeg kan få taget mig sammen til at tage et ordentligt et af ham.
onsdag den 5. oktober 2011
3 måneder gamle
Så blev de tre måneder gamle - Albert og Annabelle. Albert består ikke af andet end lange ben og store fødder - med andre ord en ægte teenagedreng. Annabelle er den lille forkælede prinsesse med et temperament som en madglad italiensk primadonna.
Som en ægte forkælet lillesøster i flokken er det lykkes for hende, at fedte sig ind hos vores store airedaledreng Jack, der normalt ikke gider finde sig i den slags anmasende opførsel fra andre hunde. Men Annabelle må både bide ham i bagbenene, gå under bugen på ham og ligge tæt op ad ham uden at han brøler op. Det er et kosteligt syn, at se den store sorte og brune hanhund i fuld fart på vej op i baghaven med en lille bitte hvid lort af en hvalp piskende bag efter sig, alt hvad de små ben kan klare.
Bagefter kommer de lige så stolt travende tilbage når Jack og Annabelle har klaret og jaget hvad det end måtte være af trusler væk fra området.
Bortset fra det går det meste af tiden med at drille deres mor Bindie, drille Jack og drille Amanda, hjælpe mig med at sortere vasketøj, låne sko, splitte køkkenruller ad (sådan en fylder ret meget når den er blevet delt i mange dele), tisse på gulvet (vi har endnu ikke helt fanget ideen i det der med at gå udenfor og gøre den slags - desuden har vi nogen gange for travlt til lige at finde tid til at gå ud), stjæle sokker og gemme dem under sengen og tusinde andre ting, så de er meget trætte om aftenen når vi går i seng.
De tegner til at blive rigtig pæne begge to og nu vil det vise sig, om dommerne mener det samme. I hvertfald har der indtil nu, ikke været et eneste tidspunkt hvor man hat tænkt: Nej nu er de da helt skævt skruet sammen.
Som en ægte forkælet lillesøster i flokken er det lykkes for hende, at fedte sig ind hos vores store airedaledreng Jack, der normalt ikke gider finde sig i den slags anmasende opførsel fra andre hunde. Men Annabelle må både bide ham i bagbenene, gå under bugen på ham og ligge tæt op ad ham uden at han brøler op. Det er et kosteligt syn, at se den store sorte og brune hanhund i fuld fart på vej op i baghaven med en lille bitte hvid lort af en hvalp piskende bag efter sig, alt hvad de små ben kan klare.
Bagefter kommer de lige så stolt travende tilbage når Jack og Annabelle har klaret og jaget hvad det end måtte være af trusler væk fra området.
Bortset fra det går det meste af tiden med at drille deres mor Bindie, drille Jack og drille Amanda, hjælpe mig med at sortere vasketøj, låne sko, splitte køkkenruller ad (sådan en fylder ret meget når den er blevet delt i mange dele), tisse på gulvet (vi har endnu ikke helt fanget ideen i det der med at gå udenfor og gøre den slags - desuden har vi nogen gange for travlt til lige at finde tid til at gå ud), stjæle sokker og gemme dem under sengen og tusinde andre ting, så de er meget trætte om aftenen når vi går i seng.
De tegner til at blive rigtig pæne begge to og nu vil det vise sig, om dommerne mener det samme. I hvertfald har der indtil nu, ikke været et eneste tidspunkt hvor man hat tænkt: Nej nu er de da helt skævt skruet sammen.
Annabelle stikker hovedet op mellem geranium
Albert, Annabelle og Bindie under en rhododendron
Albert kigger frem
Albertdrengen
søndag den 21. august 2011
Hvalpene 7 uger gamle
De er meget hjælpsomme. Hjælper gerne i haven med alt - beskæring af planter, hjælpe med gravearbejde i spagnumbedet og at jage efter ting og sager mellem solsikkerne. Eller bare at nyde solen på terrassen - med fødderne nonchalant over kors. Om et par dage skal de til dyrlægen og vaccineres og så er der ikke lang tid til den første rejser hjemmefra - vræææl.
lørdag den 13. august 2011
Hvalpene 6 uger
Nu er der bare fuld fart over dem og de erobrer mere og mere af verden. De "hjælper" med at sortere vasketøjet, indvaderer køkkenet når der laves mad, angriber kærligt men noget smertefuldt ens ankler og fødder om morgenen når man står op og skal have hjemmesko på, tisser overalt og er fuldkommen uimodståelige bedårende søde.
Flyvende hvalp - Annabelle i fuld fart
Mor og søn - Bindie og Aslan i en rolig stund
Hvalpesynkronløb
onsdag den 3. august 2011
Hvalpene 5 uger gamle
Hvalpene er nu ca. 5 uger gamle og meget livlige. De er ved at lære at spise fast foder og mor Bindie er ikke vildt begejstret for at de patter ved hende mere - de har fået tænder! Små sylespidse bisser, som de gerne bruger til at bide i fødder og andet i nærheden.
Bortset fra det, er de begyndt at være meget sociale og leger med hinanden. De har været i haven et par gange og de ved ved at finde ud af, at verden er meget stor.
onsdag den 6. juli 2011
Parson russell terrier fra Kennel First Mate
Kennel First Mate har eksisteret siden 1991, hvor vi startede med airedale terrier. I 2007 kom vores parson russell pige Cudweed's Darling så ind i billedet, fordi vores datter ønskede sig en mindre hund, hun kunne gå på udstilling og agility med. Meget hurtigt var vi totalt solgt til racen.
Handy, nem og køn, mindre hund med charme. Ikke overtyped eller overstylet. Overvejende hvid undertiden med tan og/eller sorte tegninger i ansigtet, ryg eller hale, men altid hvid som dominerende farve. En glad, munter og festlig hund, lærenem og hurtig. Glad for kontakt med sine mennesker. Altid levende interesseret i alt hvad man foretager sig. Parson russell terrieren er en perfekt rotte- og musefanger.
Se evt. standard her.
Handy, nem og køn, mindre hund med charme. Ikke overtyped eller overstylet. Overvejende hvid undertiden med tan og/eller sorte tegninger i ansigtet, ryg eller hale, men altid hvid som dominerende farve. En glad, munter og festlig hund, lærenem og hurtig. Glad for kontakt med sine mennesker. Altid levende interesseret i alt hvad man foretager sig. Parson russell terrieren er en perfekt rotte- og musefanger.
Se evt. standard her.
Abonner på:
Indlæg (Atom)